UCN PS15A Gruppe 3

Vi har valgt at bruge den hermeneutiske model til, at analysere på vores observationer i pågældende områder. Vi har valgt at lægge vores vægt på Kildeparken, som den gode observation og Trekanten som den ”dårlige” observation. 

Til at starte med vil vi snakke om vores forforståelse for kildeparken.

I kildeparken havde vi en forforståelse af Kongens Have, et grønt og hyggeligt sted, hvor man kan komme og hygge sig med sin familie, kæreste og venner. Vores egne tidligere erfaringer taler dog imod dette. Vores nuværende forståelse for kildeparken er karneval, fulde mennesker og kaos. Hvad vi derimod oplevede var, at vores forforståelse var en realitet. Vi mødte en stor flok unge mennesker i alderen omkring 12-15 år, der spillede fodbold, legede skjul og hyggede sig. Dog havde vi en observation på en ung dreng, der starter med at slå på en busk med en pind, mens alle de andre leger i baggrunden. Efter kort tid stopper den unge dreng med at være aggressiv og sætter sig ved vand dammen. Her sidder han og stirrer ud i det blå, med høretelefoner i ørene og rør sig ikke.

I forhold til det potentielle rum, bliver Kildeparken udnyttet i fulde drag i denne situation. Kildeparken er netop et sted man kan mødes og skabe gode relationer til sin omgangskreds, og nye mennesker og dermed udnytte de nuværende øjeblikke som Daniel Stern udtaler sig om. Det potentielle rum er et rum der indbyder til samvær, kreativitet og udfoldelse. Dette potentielle rum bliver også kaldt for, det tredje område af Winnicott, som er et sammenspil mellem det subjektive og objektive, hvor leg og empiriske samt æstetiske oplevelser foregår.

Kildeparken indbyder også til både kollektive og individuelle relationer. Der er både klatre stativer, store græsplæner, musik træer og mange andre muligheder for at udnytte parken til at skabe sociale omgivelser. Kildeparken er samtidig et uformelt rum, hvor alle er velkomne. Man kan dog sige at under karneval kan man se rummet som et formelt rum, da man skal have et ”adgangsbevis” for at komme ind.

Ud fra pædagogiske øjne er Kildeparken et slaraffenland, der er et hav af muligheder for at skabe aktive relationer, det er et perfekt rum til at indtage alle tre observatørpositioner. Man kan så vidt også have flere observatørpositioner i gang på én gang, da området er så indbydende. Kildeparken indbyder også til nærhed og distance, da de aktive relationer og de mange muligheder for observatørpositioner gør, at man kan bruge begge til at udfolde den unges kompetencer til at udvikle sig selv.

I forhold til den ”gamle” skole, er omgivelserne i Kildeparken mere innovativ læring og gavner både pædagoger og børn. I områder som kildeparken er der åbne muligheder for, at bruge alle tre former for læring, Empirisk, Æstetisk og Diskursiv. Under legen kan man danne et incitament for, at børnene lærer bedre ved at have det sjovt undervejs. Et eksempel kan være vores leg med David, mandag den 7/9, hvor vi lærer omkring relationer, distance og nærhed, ved at bevæge os.

Med pædagogiske øjne er Kildeparken også en asymmetrisk relation. Det er pædagogen der har magten, da de bliver lønnet i situationen. Det er dem der sætter dagsordenen, og derfor bliver situationen asymmetrisk. Dette bliver også kaldt for et subjekt-subjekt eller subjekt-objekt. Herudfra kan pædagogen også bruge Schibbys teori og vigtigheden af anderkendelsen af barnet, så relationen ikke KUN bliver et subjekt-objekt, men at barnet kommer ”på lige fod” med pædagogen og derfor bliver subjekt-subjekt, på den måde skaber barnet heller ikke en negativ relation til læring. Man kan også sige at man som pædagog skal gå foran, ved siden af og bag ved barnet. Daniel Stern mener, at det er vigtigt at lade barnet gå i spidsen, da man som voksen har mange forforståelse som kan være ”negative” forståelser, hvor et barn er meget mere kompetent til at skabe nye forståelser, da barnets ”glas” er tomt. Samtidig med at barnet godt må være selvstændigt er det dog vigtigt at barnet får den voksnes ydre påvirkning, for at kunne udvikle sig optimalt. 

For at tage fat i det ”dårlige” rum, havde vi forforståelse for, at Trekanten var først og fremmest langt ude ”på landet”, der var små og ikke indbydende lokaler. Da vi kommer der ud er den eneste aktivitet der interessere os bordfodbold. Da vi så derimod læser yderligere om Trekanten finder vi ud af at rummet er et multikulturelt rum, hvor en person som Huxi Bak kommer og underholder, foredrag fra Lynge Jakobsen, som er tidligere træner i Aab, hvor der også er grillmad, gamle fodbold slagsange og massere af underholdning. Studerende kan komme og leje lokaler, og bruge til gruppe arbejde mm. Så derfor har vi fået en ny forståelse og kan derfor skabe en helhed. Her har vi brugt den hermeneutiske spiral.

Trekanten er derfor et potentielt rum til individuelle relationer, men samtidig også kollektive relationer. Som udgangspunkt vil man deltage i rummet som en individuel person. Rummet kan dog udfordre den individuelle på kreativ og kulturelt niveau, ud fra lærings stile er der mulighed for diskursiv læring da de fleste af ”underholdningerne” på stedet foregår mellem et eksternt publikum om produktet. Rummet lægger også op til at evaluere opgaver mellem grupper. Trekanten er hovedsageligt formelt da man ofte vil bruge rummet med visse intentioner, da man ikke bare lige slår et smut forbi. Det er lige dels uformelt, da rummet altid er åbent og alle er velkomne.

Ved Trekanten er det svært at indtage mange forskellige observatørpositioner, da rummet ikke indbyder til kollektive aktiviteter begrænser rummet mulighederne. Vi mener, at den optimale observatørposition ville være den iagttagende-deltagerposition, igen fordi mulighederne er begrænset for kollektive oplevelser. Det er derfor vigtigt at pædagogen eller den voksne tager ansvaret og ”leder” objektet i den vej som der ønskes for at kunne iagttage efter intentioner. Det personlige engagement er derfor drivkraften i pædagogens arbejde, manglen på muligheder for observatørpositioner gør også at nærheden og distancen bliver svær, at bruge optimalt.

Et eksempel kan være at to børn kommer op at skændes i det pågældende ”rum” man bruger, men for at give dem en distance og måske løse det selv vil barnet eller begge børn inddrage den voksne meget hurtigere da den voksne vil være meget tæt på situationen i forvejen. Derimod er det dog nemt at give nærhed til børnene, netop fordi man er på så lidt plads.

Set fra pædagogiske øjne er Trekanten, et godt afvekslings sted fra institutionen til børn der eventuelt har specielle behov og har brug for mere nærhed eller pusterum, f.eks. ADHD, autister eller lign. 

Rummet giver nemlig stor mulighed for at pædagogerne og børnene kan få en tæt relation og pædagogen kan skabe tryghed, ud fra et overordnet synspunkt kan Trekanten være et mindre ”godt” sted at bruge som et pædagogisk rum. Mulighederne for kollektiv og sociale relationer er meget små da pladsen er trængt og inddelt. Dog igen er rummet godt til at skabe tætte relationer til børn med specielle behov da man har dem inden for rækkevide hele tiden.